ER DIN VIRKSOMHED KLAR TIL “SKYEN” ?

En cloud er en såkaldt ”sky”, hvor du kan opbevare software og data på en fjerntliggende server et sted i verden, i stedet for lokalt på din pc.

Bruger du selv cloud-løsninger? Mit gæt er, at du på en eller anden måde gør. De fleste kender det fra privatlivet fra Gmail, Hotmail/Outlook, Office365, Google Drive, Dropbox, OneDrive og mange flere.

Kendetegnet cloud-løsninger er som nævnt, at de ikke ligger på en lokal enhed, f.eks. din egen server, men i stedet hos et stort datacenter. Løsningen tilgås så med enten en applikation på din telefon, eller via din computers browser.

Brug af cloud-services er imidlertid ikke forbeholdt den private sfære. For mange virksomheder er cloud-services en helt almindelig måde at købe og lagre it-løsninger på, og brugen bliver stadigt mere udbredt.

Nogle cloud-løsninger er gratis, og andre skal du betale for, f.eks. i form at et abonnement eller engangsbetaling. Det er min opfattelse, at cloud-løsninger til virksomheder til stadighed får en større markedsandel. Du kan købe løsninger inden for stort set alle tænkelige områder; CRM, økonomi, kontorløsninger og mange flere. Her er der også mulighed for abonnementsløsninger, men det er også muligt for dig at købe rå serverplads hos udbydere som alternativ til selv at have en server stående.

Fordele og ulemper ved cloud-løsninger

Der er både fordele og ulemper ved cloud-løsninger såvel som det at have egen server stående. Om den ene løsning er bedre end den anden for dig bør afgøres efter, hvad dit behov er. Nogle af de fordele der ofte fremhæves ved cloud-løsninger er;

  • at det er nemt for dig at komme i gang, da løsningen er tilgængelig uden større investeringer,
  • at cloud-løsninger som oftest kan skaleres op eller ned efter dit behov,
  • at du kun betaler for det du bruger,
  • at opdateringer som udgangspunkt sker automatisk,
  • at sikkerhedshuller bliver rettet automatisk, og senest version af software installeres, og
  • at cloud-løsninger opleves som mere sikker i drift, selvom cloud-løsninger også kan være midlertidig utilgængelige.

 

Du skal dog også huske, at der er ulemper ved cloud-løsninger. Her kan jeg f.eks. nævne;

  • at der er risiko for, at de lave opstartsomkostninger spises op af løbende omkostninger,
  • at du taber kontrol med driften,
  • at der er bindingsperioder og uopsigelighed (ligesom med andre abonnementsordninger),
  • at du er afhængig af adgang til internet,
  • at du får begrænsede muligheder for tilpasning,
  • at der kan være trafikomkostninger, og
  • at der er sikkerhedsrisici ved uvedkommendes adgang til cloud-løsningen.

 

Særligt sidstnævnte har på det seneste haft stor fokus på grund af ”Safe Harbour”. Generelt set er det svært at sige noget om, hvorvidt der er flere fordele end ulemper, og vice versa. Det kommer helt an på din situation. For nogen er en cloud-løsning det eneste rigtige, mens det for andre ikke giver mening.

Aftaler om cloud-løsninger ligner på mange måder aftaler om outsourcing og hosting. Alligevel er de ikke ens, og det kan være vanskeligt at skille det juridiske fra det tekniske. Hvis du er i tvivl om, hvilken aftale du indgå, og om den er ”god nok” til din virksomhed, bør du søge professionel rådgivning inden du skriver under på aftalen.